Browse Dag

19. januar 2012

Den lange uge hvor jeg skulle passe på mine militær halstørklæder

Jeg kunne godt tænkte mig at få fat i en masse militær halstørklæder, da de for det første var fede at se på og for det andet bare var varme og behagelige. Det varede dog ikke længe, før de begyndte at forsvinde på mystisk vis.

Det hele startede, da jeg havde bestilt en hel kasse med militær halstørklæder hjem. Jeg fik hængt dem fint op på rad og række i mit skab, så jeg kunne tage et nyt på hver dag hele ugen. Jeg var lidt perfektionistisk på det område.

Jeg kunne gå i panik, hvis tingene ikke var, som jeg havde arrangeret dem, så ind i mellem måtte jeg tage billeder af mit værelse, så jeg kunne se, hvis der var noget der manglede. Jeg var virkelig glad for mine nye militær halstørklæder, så dem fik jeg taget en masse billeder af.

Jeg vidste, der var flere, som havde lyst til at få fat i mine militær halstørklæder henne i skolen. Det var ingen let opgave at holde dem skjult. Jeg måtte binde en ordentlig knude på dem og stoppe dem ned i min bluse, for at folk ikke skulle få øje på dem.

Jeg sad for mig selv og kiggede rundt på mine klassekammerater, mens vi havde undervisning. Jeg havde på fornemmelsen, at der blev holdt øje med mig. Hvad var de ude på? Selv hvis de fik fat på det, jeg havde på i dag, så var der stadig en masse andre militær halstørklæder hjemme i mit skab.

Da klokken ringede, og vi havde fri, skyndte jeg mig hen til min cykel. Jeg nåede lige at få lås den op, da jeg fik en pose over hovedet. Alt blev mørkt. Da jeg vågnede igen, var det første af mine militær halstørklæder væk. Jeg græd den nat.

Den næste dag skete det igen, at et af mine militær halstørklæder blev taget. Sådan fortsatte det hele ugen, indtil jeg kun havde et tilbage.

Jeg turde ikke gå i skole eller tale med nogen. Jeg ville bare blive på mit værelse hele dagen og passe på det sidste af mine militær halstørklæder. Hvis jeg mistede det, ville jeg blive nødt til at anskaffe mig nogle nye. Heldigvis skete der ikke mere. Jeg fik lov til at beholde det sidste. Jeg fandt ud at, at jeg bare skulle nyde at have det på i stedet for at være bange for at nogle ville tage det.